The Descendants

The Descendants' er et skævt drama med George Clooney.

Filmen er fortællingen om Matt King (Clooney), som er tvunget til at tage stilling til sin fortid og omfavne sin fremtid, efter hans kone komatiseres ved en bådulykke ud for Waikiki.

Begivenhederne fører til en forsoning med sine to døtre, mens Matt kæmper med beslutningen om at sælge familiens land, som er nedarvet fra Hawaianske kongelige og missionærer.

'The Descendants' er instrueret af Alexander Payne, der ligeledes stod bag kameraet til den Oscar-vindende film Sideways.

Premiere 16.02.2012

ANMELDELSE

Efter et par hunrede film under bæltet, skulle man tro at man var ved at kunne læse en film på dets cover. Jeg tror nu der er noget om det gamle mundheld "Man skal aldrig dømme en film på dets cover" og det er hermed taget til mig.

Givet at filmen i sin helhed er præcist hvad den giver sig ud for at være, men som alle film.. alle gode film, de virkelige overraskelser, så handler det ikke om visuelle effekter, 3D, eller en historie du aldrig har hørt før, næ.. det handler om hvor god du er til at formidle den - Alexander Payne og hans hold har i den grad overrasket mig.

Filmen er triviel, tempoet er så langsom at tiden næsten går baglæns og der er ikke de store overraskelser i handlingen, men filmen som helhed fortæller en ret unik historie.

Det er ikke ofte vi ser disse "Amerikanske" produktioner, bryde med grundformen om succes, patriotisme og tabu, men filmen her byder på lidt af det hele.. vi har i almindelig forstand ikke tale om en "happy ending", næ livet skildres lige så brutalt som det kan være.. og dog!.. På ægte amerikansk vis er denne familie ikke helt almindelige og "down to earth".. Farmand ejer dele af øen, familien er stinkende rig og hverdagsting og problemer synes ikke rigtig at bide på denne familie - lidt som en typisk protrætæring af en amerikansk filmfamilie, men heldigvis ødelægger det ikke det samlede billede og den countryhawai musik som spilles igennem de store scener, er faktisk ikke forstyrrende, men bringer en helt speciel følelse over det samlede indtryk - Det er befriende at se en tempoforladt film med vægt på karakterenes rejse igennem deres oplevelser og udfordringer og personerne er, omend ikke så velbeskrevet, ret overbevisende og troværdige.. man føler med dem.

Skuespillerne leverer en god indsats -og Jeorge Clooney er helt i sit es. Hvad Beau Bridges laver i denne film aner jeg faktisk ikke. Hans rolle er intet mindre en en lille birolle som kunne være spillet af hvem som helst - måske manden bare kunne lide historien?.. Well... han gør den jo heller ikke ligefrem værre. vi har før set små roller til store navne, det er billigt og trækker publikum til, men det behøvede denne film ikke, den bærer sit eget værd.

Filmen har en lille komisk undertone, hvilket giver filmen god balance, men det kan ikke karakteres som "komedie" eller det der ligner - drama er hovednøglen i denne opsætning.. men på en meget rolig og afbalanceret måde. En alvorlig familiefilm.... måske?

Skal denne film ses i biografen?.......Ja, men.. lad ungerne bliver derhjemme.

This Must Be the Place

I filmen 'This Must Be the Place' spiller Sean Penn (Milk) den velhavende, tidligere rockstjerne Cheyenne.

Han føler sig modløs og livstræt, efter han har trukket sig tilbage fra rampelyset.

Da han finder ud af, at hans far er døende, rejser han til New York i håbet om at blive genforenet med ham, men han kommer desværre for sent.

De har været som fremmede for hinanden i mere end 30 år, og først nu bliver Cheyenne klar over sin fars ydmygende oplevelser i Auschwitz, begået af den tidligere SS officer Aloise Muller. Cheyenne er nu fast besluttet på at hævne sin far.

'This Must Be the Place' er Paolo Sorrentinos første engelsksprogede film, der deltog i hovedkonkurrencen i Cannes 2011.

Sorrentino er kendt herhjemme for den kontroversielle politiske portrætfilm 'Il Divo' (2008).

Premiere 12.01.2012

ANMELDELSE

Jeg må indrømme at jeg her er på herrens mark - jeg er helt i vildrede hvad angår denne film. Man sidder tilbage med flere spørgsmål end svar.. hvilket kan være godt, men her er det bare et irriterende moment. Filmen er absolut karikeret til en grænse hvor man slet ikke kan relaterer til figurene - vores hovedperson minder i sin form mest af alt om Ozzy Osbourne på syretrip.. dog uden at det på noget tidspunkt bliver overbevisende. I enkelte glimt får vi Sean Penn´s talent at se... Når han til tider dropper hans overkarikerede pivestemme og rent faktisk viser følelser, så er vi på højde med præstationen fra "I am Sam". Desværre er rollen for fastspændt i en overdosseret mimer som lader historierne omkring ham dikterer filmens handling. Det kan sagtens virke og jeg forstår godt forsøget, men det falder til jorden, for desværre er historien heller ikke gribende.. nok bare underlig og usammenhængende?

Vi har massere af historier i historien.. vi er på nazijagt i USA, et ømt afsked med sin far, Opgøret med familien og sin tro, midtlivskrise, indre sjælerejse osv. osv. osv.... det er som om at det bare aldrig ender og næsten hvert billederamme åbner en ny historie. Ja ja.. jeg er da klar over at meningen er at det er "sjælerejsen" der bærer filmen her, men det er i min opfattelse alt for mudret.

Tempoet er yderst langsomt og til det sidste havde jeg håb for genistregen der ville binde dette mesterværk sammen, men enten udebliver den totalt, eller også kræver det kvantemekanisk-superanalyserende hjerne at sy denne film sammen i en større helhed?

Den nåede aldrig ind under huden på mig og dette er ikke en I am Sam - desværre! Man mærker at der er europæiske kræfter inde over produktionen og mon man har haft "palmer" i tankerne da man skrev denne film?

Skal denne film ses i biografen?....Nej, lej "I am Sam" i stedet. 

 

Sherlock Holmes: A Game of Shadows (Skyggespillet)

I 'Sherlock Holmes 2: Skyggespillet' er mesterdetektiven (Robert Downey Jr.) og Dr. Watson (Jude Law) oppe imod ærkefjenden Moriarty.
Da den østrigske kronprins findes død, peger beviserne ifølge Inspector Lestrade (Eddie Marsan) på, at det er selvmord. Men det lykkedes Sherlock Holmes at udlede, at kronprinsen er blevet myrdet – et mord der kun er en lille brik i et større og langt mere ildevarslende puslespil, der er ved at blive lagt af Professor Moriarty (Jared Harris).

Efterforskningen bliver endnu mere halsbrækkende og farefuld og fører Holmes, Watson og spåkonen Sim (Noomi Rapace) tværs over kontinentet fra England til Frankrig og Tyskland og til sidst videre til Schweiz.

Men den snu Moriarty er altid et skridt foran, mens han spinder sit net af død og ødelæggelse, der alt sammen er en del af en større plan, der, hvis den lykkes, vil ændre historiens gang.

'Sherlock Holmes 2: Skyggespillet' er fortsættelsen til det populære action-eventyr fra 2009.

Premiere 25.12.2011

ANMELDELSE

Det er filmen i en serie som endnu ikke er slut - hvilket der naturligt nok også bliver smidt et hint om sidst i filmen, men... det som redder min. én film mere i denne række, er intet mindre end gennemført genialitet som denne film leverer. Der har givet været røster som påpeger at karakterene i denne udgave, strider imod den oprindelige form, hvilket jeg er helt enig i - specielt udtrykt i første film i denne serie som i min ydmyg mening, havde flere mangler.

Alt er tilgivet, for om end formen stadig er ret unique, så er resultatet fuldstøbt. Detaljer er i overflod og de strenge som trækker en handling frem som intet mindre end tryllebinder, er ikke set lige efter Ringenes Herre. Alle scener virker studeret i mindste detalje.. lyssætning, kameraføring, klip og lyd går op i højere enhed og understøtter filmens plot/handling så vi som tilskuerer bliver trukket med ind i eventyret - flot!

Historien om Holmes død i kampen mod Moriarty, er på en gang kendt og jeg husker selv hvordan jeg græd som pisket da jeg første gang så billederne løbe over skærmen som knægt - Gensynet drev næsten en tåre på mine kinder en gang til - og de stærke scener fra vandfaldet var heldigvis medtaget i denne udgave, et stærkt træk i en filmserie som ellers er blevet kendt for at bryde den oprindelig form. 

Skuespillet er i høj klasse og makkerparret Law og Downey leverer her en enestående præstation - resten af holdet bakker præstationen op og det nærmer sig intet mindre en perfektion. 

Jeg elsker den nye form, men indrømmer at resultatet, på overfladen, ligger langt fra originalen og det kan diskuteres om makkerparret arter sig som kampsportseksperter - men forcen.. styrken i filmen og i hovedpersonerne, er stadig i denne form, det intellektuelle element.. bare leveret i nye klæder...og for mit vedkommende, så har de fundet en perfekt balance.    

Jeg håber og gruer på én gang for næste film i serien, for denne fortælling bliver svær at leve op til.

Skal denne film ses i biografen?.....................Ja... Det er da elementært.