This Must Be the Place

I filmen 'This Must Be the Place' spiller Sean Penn (Milk) den velhavende, tidligere rockstjerne Cheyenne.

Han føler sig modløs og livstræt, efter han har trukket sig tilbage fra rampelyset.

Da han finder ud af, at hans far er døende, rejser han til New York i håbet om at blive genforenet med ham, men han kommer desværre for sent.

De har været som fremmede for hinanden i mere end 30 år, og først nu bliver Cheyenne klar over sin fars ydmygende oplevelser i Auschwitz, begået af den tidligere SS officer Aloise Muller. Cheyenne er nu fast besluttet på at hævne sin far.

'This Must Be the Place' er Paolo Sorrentinos første engelsksprogede film, der deltog i hovedkonkurrencen i Cannes 2011.

Sorrentino er kendt herhjemme for den kontroversielle politiske portrætfilm 'Il Divo' (2008).

Premiere 12.01.2012

ANMELDELSE

Jeg må indrømme at jeg her er på herrens mark - jeg er helt i vildrede hvad angår denne film. Man sidder tilbage med flere spørgsmål end svar.. hvilket kan være godt, men her er det bare et irriterende moment. Filmen er absolut karikeret til en grænse hvor man slet ikke kan relaterer til figurene - vores hovedperson minder i sin form mest af alt om Ozzy Osbourne på syretrip.. dog uden at det på noget tidspunkt bliver overbevisende. I enkelte glimt får vi Sean Penn´s talent at se... Når han til tider dropper hans overkarikerede pivestemme og rent faktisk viser følelser, så er vi på højde med præstationen fra "I am Sam". Desværre er rollen for fastspændt i en overdosseret mimer som lader historierne omkring ham dikterer filmens handling. Det kan sagtens virke og jeg forstår godt forsøget, men det falder til jorden, for desværre er historien heller ikke gribende.. nok bare underlig og usammenhængende?

Vi har massere af historier i historien.. vi er på nazijagt i USA, et ømt afsked med sin far, Opgøret med familien og sin tro, midtlivskrise, indre sjælerejse osv. osv. osv.... det er som om at det bare aldrig ender og næsten hvert billederamme åbner en ny historie. Ja ja.. jeg er da klar over at meningen er at det er "sjælerejsen" der bærer filmen her, men det er i min opfattelse alt for mudret.

Tempoet er yderst langsomt og til det sidste havde jeg håb for genistregen der ville binde dette mesterværk sammen, men enten udebliver den totalt, eller også kræver det kvantemekanisk-superanalyserende hjerne at sy denne film sammen i en større helhed?

Den nåede aldrig ind under huden på mig og dette er ikke en I am Sam - desværre! Man mærker at der er europæiske kræfter inde over produktionen og mon man har haft "palmer" i tankerne da man skrev denne film?

Skal denne film ses i biografen?....Nej, lej "I am Sam" i stedet.